Berøring & dens betydning
- massage som pædagogisk redskab

I september 2008 udkom 2. reviderede udgave af bogen, med nye afsnit og opdaterede forskningsresultater:

Her er bogens bagside-tekst:

Berøring har afgørende betydning i menneskets trivsel og udvikling. Dybest set er den en livsnødvendighed for overlevelse, eksistens, identitet, social samhørighed og læring.
Følesansen er den tidligste og mest omfattende kontaktkilde til på samme tid at opleve sig selv og omverden. At opbygge positive nuancerede berøringserfaringer i et tillidsskabende samspil danner grundlag for selvopfattelse og relationsdannelse og har indflydelse på lyst og evne til at give sig i kast med livet.

Igennem pædagogisk arbejde med sansning, krop og bevidsthed og med massage som pædagogisk redskab har vi gjort mange iagttagelser og fået mangfoldig respons på effekten heraf hos den enkelte og på den enkeltes forhold til andre og til omverden.

Det har skabt glæde og undren hos os, men også foranlediget, at vi har søgt ind i emnet indenfor evolutions- og kulturhistorie, etik, filosofi, udviklingspsykologi, neurofysiologi og fysiologi.

Vi har fundet tankevækkende teorier hos bl.a. A. Montagu, M. Merleau-Ponty og D. Stern, som i bogen danner udgangspunkt for vores måde at redegøre for berøringen og dens betydning. Med det som baggrund gives en introduktion til metodisk arbejde med berøring, sanselege og massage som pædagogisk redskab.
Bogen henvender sig især til studerende i uddannelser med pædagogisk sigte og til personale, der har pædagogiske arbejdsopgaver med børn og voksne indenfor normal- og specialområdet.

Bogens forfattere:
Eirik Tollefsen – uddannet pædagog fra Trondheim 1979; arbejde i institutioner i Danmark fra 1982; massagelærer i 1984; mange års erfaring med praktisk massagearbejde indenfor et bredt specialpædagogisk område; leder af den 2-årige massageuddannelse på Center for Pædagogisk Massage fra 1992; holder foredrag om og kurser i massage som pædagogisk redskab.
Hanne Borup – uddannet pædagog fra Socialpædagogisk Børnehaveseminarium 1962; videreuddannelse i musik og bevægelse 1966; 3-årig specialpædagogisk uddannelse fra Danmarks Lærerhøjskole 1990; 2-årig pædagogisk massageuddannelse 1995; seminarielærer 1972-2002.

Bogens 2. udgave er udgivet på eget forlag og koster 320 kr. inkl. moms.
1. udgave var udgivet af forlaget Systime. Det skrev de om 1. udgave.